Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Hassing, personer

100/174

Niels Nielsen

Niels Nielsen f. 1877 (s.a. smed Jens Nielsen, Åbrovej) viet 7/12 1906 til Johanne Johannesen, f. 1875 i Gudnæs. Børn: Jens Richard Nielsen f. 1912, Anne Marie Nielsen f. 1916, Else Marie Nielsen f. 1919. Niels Nielsen byggede beboelse og værksted og startede her sin smedeforretning, der i årene fremover satte sit præg på det lille samfund. Niels Nielsen var en foregangsmand, og ikke bange for at afprøve sine idéer. Således opfandt han i samarbejde m ed tømrer Christen Jensen "Halmpakkeren Thy", der kunne pakke det aftærskede halm fra tærskemaskinen, der altid stod uden for, og føre det videre på træbaner ind i laden. Det var begyndelsen til at lette arbejdet for mange landm.nd, når man tænker på, at den løse halm fra tærskemaskinen dengang blev båret ind i laden. Først i 30-erne fik Niels Nielsens svoger Jens Johannesen, der var landmand, en idé til en roeoptager til kålroer, der dengang udgjorde ca. 90% af roehøsten. Modellen blev udviklet hjemme på "Høbogaard" og sammen lavede de en prototype, som Jens Johannesen fik patent på og Niels Nielsen rettighederne til at fremstille. Niels Nielsen boede på Gundgaardsvej 9, Udstykket fra "Kirkegaard" (Anders Johannesen)

Smedemester, Niels Nielsen (1877-1943) er født i Hassing og er søn af smedemester, Jens Nielsen og Else Marie Katrine Knudsen. Han blev gift i Hassing i 1906 med Johanne Johannesen (1875-1955) der er født i Villerslev og er datter af gårdmand, Anders Johannesen og Ane Marie Pedersen. De er begravet på Hassing kirkegård.

Billednr: 67978