Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

A - D

354/354

Familier Brinkmann og Andersen

Datering: 1905

Dette foto har en gammel påskrift, der siger ”Klitmøller 1905”, og der er tydeligvis tale om en sommerlig familieudflugt, hvor medlemmer af især familierne Andersen og Brinkmann deltager. Følgende personer er for undertegnede Steffen Kjærulff let genkendelige:

Allerøverst står kunstmaler og skolelærer A. Chr. Andersen (1859-1911) og skuer visionært ud i horisonten. I rækken under ham fra venstre ses hans ældste datter Henny – min mormor – (1887-1921), som julen forinden er blevet forlovet med den 8 år ældre Wilhelm Brinkmann – min morfar – (1879-1968), der står ved hendes side. Henny fylder 18 dette år og ud fra deltagernes festlige påklædning samt flaget er det nærliggende at antage at fotoet er taget netop på Hennys fødselsdag d. 14. juli. Tydelig – lige under Hennys far – er også købmand Franz Brinkmann (årstal ukendte), fætter til Joseph Wilhelm Brinkmann (1831-1910), der sidder lige under ham. Denne 74-årige, nu pensionerede manufakturhandler, tidligere byrådsmedlem og dannebrogsridder, der sidder så mageligt placeret forrest i billedet med paraplystok, har året forinden overdraget forretningen på Store Torv til fætter Franz. Joseph Wilhelms hustru Marie døde allerede i 1889. 

Let genkendelige, i nederste række yderst til højre, er også dommer Glud og hans hustru Emilie, født Brinkmann, min morfars søster. Til venstre for dommeren ser vi fru Hedevig Andersen med stråhat, og på skødet af hende sidder Charles, Hennys lillebror, der bærer den samme sløjfe som på det fine familieportræt, der har nr. 43046 her på Thistedbilleder.dk. Dvs. at Charles her er omkring 10 år.

Den yndige pige med hvid hat lige ved siden af Franz Brinkmann genkender jeg som Ella Glud og drengen lige nedenunder hende, med den hvide skjorte, er hendes lillebror Einar. De optræder begge på fotoet ”Brinkmann søskende” (nr. 66432).

Det er herefter mistænkeligt nærliggende at antage at damen foran i midten med drengen, der holder flaget, må være Käthe Brinkmann, hustru til Franz. De tre sidste bagest mod højre ser for mig ud til at kunne være i familie.

Dersom nogen kan genkende flere personer på nærværende foto, hører jeg naturligvis gerne om det. Henvendelse kan ske på st.kjaerulff@gmail.com.

Billednr: 119067