Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Øsløs Kirkegård

612/623

Pastor Türchs grav

Pastor Türchs grav.

Herunder hviler sognepræst Andreas Christopher Türch, født i Odense 1767. Han var sognepræst i Vust 1793-1802, og derefter sognepræst i Øsløs-Vesløs- Arup fra 1802-1826. Han var gift med Elisabeth Graversen, der døde 1806. Pastor Türch var på mange måder en bemærkelsesværdig mand.

Han tog ivrigt del i pastoratets liv, fiskede, gik på jagt, og havde i det hele taget meget med den almindelige befolkning at gøre, hvilket ikke var almindeligt på disse tider. Han lå ofte i strid med herremanden på Vesløsgaard, Svinth, ja det skal oven i købet et par gange være endt i regulært slagsmål, med Svinth som den slåede part. Han ejede flere ejendomme, blandt andet Hjortholms Mølle, på grænsen til Tømmerby sogn, hvor han fik kongens tilladelse til at kværne gryn. det skete i 1823. Der florerer stadig flere anekedoter om Türch. Om de er sande er måske nok tvivlsomt, men de er i hvert fald morsomme.

Pastor Türch, der fra 1803 var formand for fattigkommisionen, døde den 17. januar 1826. Ifølge hans testamente skulle der til hans begravelse serveres skåret smørrebrød, rødvin, kaffe og the, noget bagværk, til det lidet livfølge, men til bærerne skåret smørrebrød, brændevin, godt øl og hver 2 kopper kaffe. I testamentet var afsat 200 rigstaler til vedligeholdelse af hans og hans salig hustrus gravsted på Øsløs Kirkegård.

Fotograf/reg. 27.10.2019 på Vangsaa Arkiv

Foto: Vangsaa Arkiv

Billednr: 101425