Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Vorupør - Kirke

20/20

Vorupør gl. Kirke

Datering: 1878

Vorupør gl kirke. Nedrevet 1902.
Billedet er på Thisted Arkiv. Scannet af Vangsaa Arkiv marts 2008.
13-12-2009 Erik Michael Andersen:
Uddrag af jubilæumsbogen
”VORUPØR FISKERIFORENING 1892 TIL 1942”
ALBERT NIELSEN
lånt af Christian Munk Pedersen, Vorupør

Ulykker der ramte Vorupør ____ .

Med en Nabo som det gavmilde, men også farlige Vesterhav kunde det ikke undgaas, at Fiskerbefolkningen i Vorupør i Tidens Løb blev ramt af alvorlige Ulykkesbudskaber fra Søen, og fra Tid til anden har Havet skaaret ind paa Kysten, saaledes at Fiskernes Værdier er gaaet tabt.
Den gamle Baad ”Ornen”, som tidligere er omtalt, forliste saaledes ved at Havet skar ind i 1902 under en voldsom Julestorm. ”Ornen” tog et Flyndervaad med sig, og det blev bebrejdet Chr. Jensen Munk, idet man sagde til ham, ”om han ikke kunde have sagt til den om at gaa uden at tage noget med sig”!
Fiskepakhusene har man maattet flytte to Gange, nemlig efter de hærgende Stormulykker i 1908 og atter i 1922, da man dog kunde nøjes med at flytte Munk-Madsens Fiskepakhus.
Værre var det imidlertid, at Storm og Hav ogsaa krævede Menneskeliv gennem Aarene, og dette har været medvirkende til at præge Befolkningen i Vorupør, der for de flestes Vedkommende har en dyb, kristelig Livsindstilling, og en aandelig Vækkelse gik f. Eks. hen over Vorupør efter den største Ulykke, der ramte Fiskerlejet ved Redningsbaadens Kæntring den 26. Marts 1885.
To Baadelag fra Vorupør havde forladt deres Baade på Søen og var gaaet ombord i Redningsbaaden. Den ene af de forladte Baade kom til Land i fuldkommen tør tilstand, og den anden Baad, der drev til Søs, blev i 1894 genset ombord på en svensk Kutter i en norsk Havn.
Som Følge af Overbelastning kæntrede Redningsbaaden i en Sø ikke langt fra Land, og der blev af de 10 Mand, som var optaget i Baaden, kun reddet to, nemlig Jens Chr. Madsen og Chr. Bak Konge. De 8 forulykkede Fiskere var: Christian Hede Christensen, Niels Vækild Jensen, Chr. Hansen Jensen, Jens Jensen Munk, Jørgen Andersen, Jens Peder Pedersen, Knud Christensen og Chr. Trab Christensen. De 4 sidstnævnte var ugifte, medens de øvrige Fiskere var Familieforsørgere.
Den 20. Marts 1893 forulykkede Jens Chr. Andersen (Fladskjær) som Følge af en Kæntring under Landing. Den store Katastrofenat – 21. November 1893 – da 49 Fiskere og Redningsmænd forulykkede på Kyststrækningen fra Bovbjerg til Klitmøller, krævede Havet to Ofre blandt Fiskerne i Vorupør, idet Mikkel Pedersen og Otto Pedersen, der var svogre, kæntrede med en Pram under Landing og druknede. Endnu en tredje Mand var ombord, men han blev reddet. Der er Anders Chr. Andersen, der endnu lever i Handsted.
To Aar senere, den 20. Februar 1895, forulykkede Jens Chr. Jørgensen og Jens Chr. Pedersen Fink, der var Fætre, fra en af de saakaldte store Baade med 6-Mands Besætning, hvoraf altsaa kun de fire Mand blev reddet.
En meget sørgelig Ulykke indtraf den 18. Januar 1900, da Fader og 3 Sønner forulykkede ved at kuldsejle med en 4-Mands Snare i en natlig Snestorm. De forulykkede var Jens Chr. Hede og Sønnerne Chr. Jensen Hede, Erik Jensen Hede og Jens Chr. Hede. De to ældste Brødre drev i Land som Lig og blev begravet, medens Faderen og den yngste Søn ikke er blevet set siden Ulykken.
Den 18. September 1901, da Jens Munk Jensen som omtalt var i overhængende Livsfare, forulykkede Jens Mathias Madsen og Christen Andersen. Der var 5 Mand ombord i en Snare, da den kæntrede, og Fiskerne dannede Kæde for at redde Jens Munk Jensen, Jens Chr. Madsen og Chr. Jensen Christensen.
Med en 2-Mands Pram forulykkede Hans Nielsen den samme Dag. Den forulykkede Fisker var Familieforsørger, og af Børnene lever endnu i Vorupør Niels Hansen Nielsen og Carl Hansen Nielsen. Den lille Pram blev passeret af andre Fiskere tæt udenfor Revlerne, og Signallygten var oppe, men i en Braadsø kæntrede Prammen og kun Peder Madsen Nielsen blev bjerget.
Saa gik Tiden helt til 1921, før der indtraf en trist Ulykke, da Hans Nielsens Søn, Chr. Hansen Nielsen, mistede Livet med Motorbaaden ”Omega”, der løb skæv i en Sø, saa alle Vaadredskaber rovsede, og Fartøjet kuldsejlede. Der var fire Mand ombord i den ganske nye Motorbaad, hvoriblandt Niels Rasmussen, der bjergede sine to Kammerater, Jens Munk Jensen, der altsaa for anden Gang var i stor Livsfare, og P. Chr. Jensen. Den sidstnævnte havde imidlertid slugt saa meget saltvand, at han aldrig blev helt rask efter Ulykken.
Det er saaledes i alt 21 Fiskere, der har mistet Livet under deres Gerning paa Havet, og selv om det ikke er noget stort Tal, naar der tages Hensyn til, at Ulykkerne er forekommet gennem 57 Aar, forstaar man dog godt, at de enkelte Ulykker har sat uudslettelige Spor.
Desuden forulykkede 2 Fiskere ved en sørgelig Ulykke, medens Vorupør Mole var under Bygning. Moleformand Anton Pedersen blev den 1. November 1910 slaaet ud i Havet af en Braadsø, og hans Kollega, Moleformand Jens Jensen og 6 Fiskere ilede til Hjælp; men de blev slaaet ud i Havet, og Moleformand Jens Jensen mistede på denne Maade Livet sammen med to af Fiskerne, Hans Josephsen og Mads Christensen Kiel. – Hans Josephsens Enke lever endnu i Vorupør, og Sønnen Edvard er Købmand i Hanstholm, medens en anden Søn er bosiddende i Amerika.
Megen Medfølelse er slaaet ind om de mange Hjem, der saaledes er blevet ramt af tunge Sorgens Budskaber, thi hver især havde de forulykkede Fiskere nogle Paarørende, som aldrig kunde blive helt fortrolig med, at de saa brat skulde miste deres Kære.
Det har været et Ønske at bevare Mindet om de forulykkede Fiskere ved her at nævne deres Navne, og der skal da ogsaa udtales et: Ære være deres Minde!

Billednr: 3035