Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Thisted havnen

740/847

Industrikvarter

Datering: 1955

På dette luftfoto fra 1955 folder den sydligste sektor af havnen sig ud foran os. Tre trafikårer forsvinder bort mod venstre. Først havnesporet, dernæst Gasværksvej, næsten identisk med den gamle kystlinie, og endelig Søndergade. Længere væk ses op mod Kirkegårdsvej og banegården den nu udjævnede kystskrænt. Helt til venstre er vi tæt på fiskerihavnen, og mellem sporene og Gasværksvej ligger oplag og småindustri som siden slutningen af 1800-tallet. Den næste ”kile” begynder med en sluttet firkantet gård. Det var her jernstøberiet havde til huse fra 1844 til det sidste jern støbtes 1883. I bygningen ud til Gasværksvej lå Ballins støbegodslager og her placerede Bonne senere byens første dampmaskine og lod den bl.a. på første sal trække maskiner, hvor 70-årige koner ”kradsede uld op”. Den lange bygning til Fjordstræde var selve støberiet og Bonnes direktørbolig ligger på hjørnet til Søndergade. Den næste bolig hen ad Søndergade var bygget til pigeinstitut i 1850’erne, men blev husket længe som lægebolig (”Tolderlunds hus”). Derefter det lille hospital fra 1785 og gasværket fra 1883 og sidst elværket fra 1906, dog bygget om flere gange siden.

Billednr: 624