Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Bedsted, sport og idræt.

21/41

Skomager Johannes Peder Nielsen

Datering: ca. 1950

Blandt nogle årgange, som har haft deres gang i Bedsted, og for hvem interessen for at spille fodbold var i højsæde, vil viste billede vække minder om glade dage fra deres unge år i Bedsted.
Skomager Johannes Peder Nielsen, i daglig lokal tale kaldet skomager Nielsen eller æ` skomager, var verdensberømt i byen som træner for de drenge og unge mennesker, der havde fattet interesse for fodbolden. Han ofrede utallige timer på at få det sportsligt bedste ud af ungdommen i Bedsted og omegn, som mødte op til træning på "den gamle idrætsplads".
På trods af sin lidenhed havde Bedsted et godt ry som fodboldby, og en god del af ryet skyldtes skomager Nielsens utrættelige indsats.
Han havde et kolossalt temperament. Det kunne blusse op under en almindelig træningsaften som til en afgørende fodboldkamp. Hans tilråb kunne høres over hele banen, og der blev ikke sparet på gloser i halvlegen, såfremt der ikke blev ydet, hvad han forventede. Nu og da gik temperamentet ud over både stemmen og knapperne i vesten, men uanset kampens resultat, simrede han ned til dagligdagens og byens skomager, når den var ovre. Det varede dog kun til næste træningsaften, så kunne temperamentet igen koge over.
Han drev skomagerforretning fra sit værksted, som lå i kælderen under den daværende Thylands Bank på hjørnet af datidens Bredgade og Thistedvej, nu Thylandsgade og Vestervigvej. Fra fortovet førte to trapper ned til kælderetagen, hvor skomager Nielsen havde sit værksted til den ene side, medens den anden trappe gav adgang til byens fiskebutik, ejet af fiskehandler Houmøller.
Når dørene til de to vidt forskellige forretninger ved sommertide stod åbne, bredte der sig op til de på fortovsniveau passerende bedstedborgere, en ubestemmelig duft, hvor læder og skosværte forsøgte – men sjældent med held, at få overtaget mod Houmøllers fisk.
Skomager Nielsens flittige hammerslag lokkede nysgerrige ned i kælderen, hvor alt hvad der rørte sig i Bedsted kunne diskuteres, i særdeleshed alt hvad der drejede sig om fodbold. Han huskes for havende den gode evne, at kunne lytte interesseret til hvad børn og unge mennesker havde på hjertet. Spændende var det når skomageren "stillede hold" nede i kælderen. De, der var udtaget til den kommende fodbolddyst, lokalt eller ude, kunne se om skomageren og "boldudvalget" havde fundet dem egnet til at forsvare Bedsteds farver. Sedlen med opstillingen blev opsat i et beskedent, aflåst træskab med rude, som var placeret på krosalens gavl.
Bedsted fostrede den senere nok så kendt landsholdsspiller Poul Andersen, som var en af de unge mennesker, der høstede af skomager Nielsens effektive træning. Det fortælles, at Nielsen ikke uden bæven i stemmen af stolthed fortalte om sin landskendte elev og boldkunstner, som i sin karriere spillede 16 kampe for A-landsholdet, heraf 9 som anfører og dertil 202 kampe for sin klub B93.
Som nævnt lå både skomageren og fiskehandleren i kælderen under Thylands Bank, som antageligt fik behov for at udnytte kælderetagen med det til følge, at skomageren og fiskehandleren måtte se sig om efter andre lokaler.
Nielsen flyttede sin forretning til det dengangværende Nørregade nr. 6, hvor også cykelhandler Chr. Nørregaard havde værksted og udstilling. (Nørregade hedder i dag Morup Møllevej). Her indrettede han sig med sit håndværk. og selvom han hermed var flyttet lidt udenfor Bedsteds daværende forretningscentrum, lagde det ikke en dæmper på antallet af besøgende.
Skomager Nielsen og hans familie forlod Bedsted for at flytte til Thisted. Han døde i Thisted d. 26. juni 1959 kun 53 år gammel.
I en lille folkebog med titlen: "Da Bedsted var bedst", skrevet af lærer Uffe Larsen, Bedsted, udgivet af Bedsted Håndværker- og Borgerforening, kan læses mere om Nielsens virke for Bedsted Idrætsforening, og om hans eminente forhandlingsevner.
Han huskes stadigvæk af gamle fodboldspillere, for hvem han er en skattet person, som det ganske sikkert er en glæde for mange at have kendt.
Billedet og diverse oplysninger er stillet til rådighed af en datter af skomager Nielsen.
Marts 2010
Poul Martin Kjær.

Billednr: 30423