Nok et lille hus fra Bedsted, som eksisterer endnu.
Huset stod engang på Vestervigvej nr. 55 (hvor Sparekassen Thy i dag har til huse). Det var ejet og beboet af en ældre herre kaldet Valdemar murer. Jeg husker huset tilbage til 1951 idet min legekammerats hjem var nabo til Valdemar.
Han var en stille mand, skakspiller og deltog vist nok som lokal frihedskæmper (se Sydthy Årbog 2006 side 41).
En enkelt gang er min legekammerat og jeg blevet inviteret på sodavand i Valdemars mini hus.
På et tidspunkt døde Valdemar hvorefter huset og grunden efterfølgende blev solgt til Sparekassen Thy, hvilket kunne have været husets endeligt.
Heldigvis købte familien Søndergård huset og flyttede det til deres hjem, Morup Mølle Vej 52, hvor huset er placeret den dag i dag.
Jeg besøgte Valdemar murers hus i sommer, hvor ejeren lod mig se "gemakkerne". Intet er forandret indvendigt, farverne er de samme, skorstenen mangler.
Af Poul Martin Kjær, Bedsted, 2007
Skriv en kommentar til billedet