Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Pressefotograf Tage Jensens arkiv

Det er få billeder af fotografen selv, der findes i Tage Jensens billedarkiv på Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune. Her er han fotograferet under en reportagetur til Thy-lejren i Frøstrup i slutningen af 1970´erne. I øvrigt er det en af lejrdeltagerne, der har stået bag fotografens kamera.

Pressefotograf Tage Jensens billedarkiv

SE OVERSIGTEN OVER EMNER

Vi begynder i Nors - og kommer i løbet af de kommende måneder rundt i hele den tidligere Thisted Kommune med eksempler fra pressefotograf Tage Jensens omfattende arkiv, der strækker sig over et kvart århundrede. Begivenhed efter begivenhed, år efter år, dokumenterede han med sit kamera. Til lands, på vandet, i luften. Der var fart på.

Tage Jensen (1942-1988) var Thisted Amts Tidende/Thisted Dagblads pressefotograf gennem næsten 25 år og omkom ved et flystyrt 15. maj 1988. Han var netop begyndt på en freelance-tilværelse, men havde stadig opgaver for avisen. I anledning af 50 årsdagen for Oddesundbroens indvielse skulle han fotografere et veterantog. Det blev hans sidste optagelse.

Tage Jensen efterlod et kæmpe negativarkiv – indeholdende angiveligt omkring 70.000 optagelser – som i dag befinder sig på Lokalhistorisk Arkiv. Hovedparten af negativerne fra den tidligere Thisted Kommune er blevet scannet ind og registreret og dermed gjort tilgængelige for alle interesserede. De mange billeder har allerede udgjort grundstammen i flere af de lokalhistoriske bøger, der er udkommet de senere år. Registreringen af negativer fra de tidligere Hanstholm og Sydthy kommuner fortsætter.

Tage Jensen var oprindeligt udlært som fotohandler, først i Thisted og siden i København, og allerede i læretiden blev han optaget af selv at fotografere. 1. november 1963 begyndte han som Thisted Amts Tidendes første pressefotograf. Han var selvlært som fotograf og tog i 1982 flyvercertifikat, som han benyttede ved fotoopgaver over hele Jylland. Og han var en særdeles flittig pressefotograf, der dækkede hele Thy og Thyholm for Thisted Amts Tidende/Thisted Dagblad. Tilknyttet billedbureauerne dækkede han en stor del af Jylland for de landsdækkende aviser.

Men det er ikke alene en enestående billeddokumentation, Tage Jensen har givet videre til eftertiden. I mange år førte han nøje scrapbøger med udklip af alle de artikler, han leverede illustrationer til. Flere end 90 scrapbøger blev det til. De er under fortsat registrering. Foreløbig er der lagt 3.000 henvisninger ud på nettet. Det er artikler i lokale aviser og landsaviser, magasiner og ugeblade.

(Se andet sted på Lokalhistorisk Arkivs hjemmeside under menupunkt Find materiale: Pressefotograf Tage Jensens scrapbøger).

Tage Jensens efterfølgere på den lokale avis, Klaus Madsen og Peter Mørk, overdrog i forbindelse med avisens flytning fra Jernbanegade til Sydhavnen deres negativer frem til 2000 til Lokalhistorisk Arkiv. Dette arkiv er under registrering.

Lokalhistorisk Arkiv kan i billeder dokumentere liv og færden i Thy gennem næsten 40 år – sådan som det tog sig ud i avisernes mange spalter.