Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Tage Jensen - besættelsen af Hjardemaal Kirke

En besættelse

 

SE BILLEDSERIEN  


Da aktivister fra hippie-lejren i Frøstrup - Thy-lejren - natten til 31. august 1970 besatte Hjardemål Kirke, blev en grænse overskredet, der fik den sidste rest af sympati for det alternative eksperiment i det såkaldte ”nye” samfund til at forsvinde hos mange i Thy og Han Herred.

Som det blev beskrevet i Thisted Dagblad:

”De 15 unge aktivisters besættelse af Hjardemål Kirke gjorde den smukke højtbeliggende kvaderstenskirke til skueplads for begivenheder, som næppe har fundet sted i nogen dansk kirke siden middelalderen (..) Den lokale befolknings utvetydige og voldsomme reaktion udløste en politiaktion med opbud af  75 politifolk, som fik den dobbelte opgave at få aktivisterne ud af kirken og at gøre det, uden at de led overlast”.

Det var en begivenhed, der gav genlyd:

Besat kirke stormet af politiet (Berlingske Tidende). Frøstrup-lejren: Vi er bange for rasende thyboer (BT). Thyboerne: Hvorfor måtte vi dog ikke selve ordne dem? (BT). Thyboerne hævnede sig og raserede mikro-makro butik i Frøstrup (BT). Lynchstemning i Thy - Frøstrup-lejren kræves lukket (Vestkysten). Frøstrup-lejren måtte have politibeskyttelse (Thisted Dagblad). Lokale gik i kamp for Hjardemål Kirke (Kristeligt Dagblad).