Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Bedsted, Forretnings- og erhvervsliv

Søvang Teglværk, der producerede teglsten og drænrør, var en af Bedsteds større virksomheder. Senere flyttede virksomheden fra Søvang til Bedsted, hvor den i dag producerer betonelementer til byggesektoren under navnet Leth Beton.

 

Bedsteds forretnings- og erhvervsliv

Over tid er Bedsted blevet kendt for at have et rigt og levende forretningsliv. Det kan der findes mange fine eksempler på i arkivets billedsamling.

Som noget helt unik er Bedsteds forretningsliv af to omgange blevet gennemfotograferet. Udover at vække gode minder har billederne også stor historisk værdi.

 

SE BILLEDERNE HER

 

Det hele begyndte i 1882 med jernbanen. Entreprenante forretningsfolk og håndværkere med tro på den nye transportform kom fra nær og fjern for at slå sig ned langs banelegemet. Udviklingen gik stærkt, og Bedsted Kirkeby mistede efterhånden rollen som områdets drivkraft - men det var ikke alle, der troede på de nye tider.

 

Således kan man læse i bogen Jyske Byer og deres Mænd (1916).

 

”Ældre Folk i Bedsted saa med Hovedrysten af (paa) Anlægget af en Station og de første Nybyggere af Haandværkere og Næringsdrivende der bosatte sig ved samme; man mente, at de i Tidens Løb vilde blive en Byrde for Kommunen; men Udviklingen siden den Tid har gjort denne Ængstelse til skamme”.

 

Fra 1970erne faldt jernbanens betydning markant, og mange stationsbyer oplevede en stagnerende udvikling. Selv om Bedsted ikke gik ramt forbi, har byen alligevel formået at bevare et forretningsliv og holde på flere af de store virksomheder som eksempelvis Leth Beton.