Fra Søndbjerg gik Turen til Vorupør. Havet laa forholdsvis stille hen, men kun et Par enkelte Baade var ude. Der er ingen Fisk i Havet i øjeblikket, sagde en gammel Fisker, og det er kedeligt, for

vi vilde nu gerne have fat paa nogle Juletorsk ...

Og saa fortsatte han med at stir­re ud over det graablaa Hav, der for ham er blevet Livet, et barskt Liv, men dog for intet at regne imod tidligere Tider, hvor Baadene var smaa, hvor man var henvist til

Sejl og Aarer og hvor Landingsforholdene var daarlige.

"Nej, sammenlignet med Forholdene den Gang, saa er Fiskeriet i Dag en Leg", siger den 83-aarige.

Th. Nielsen, kaldet Præst­gaard, der har levet sit Liv med Havet som Nabo og fra sit 16. til sit 68. Aar har drevet Fiskeri. Trods sine 83 Aar er han endnu en Kæmpe at se paa, stor af Vækst med et kraftigt Skæg og en strid Haarmanke.

En rigtig Havkarl!

For Deltagelse i tre Redningsfor­søg er han dekoreret med Red­ningsmedaljen og Dannebrogskor­set. Ret naturligt kommer Samtalen til at dreje sig om de farefulde Stunder i Kampen med Havet.

"Det var den 26. Marts 1885", siger Thomas Nielsen. "Jeg var en Snes Aar den Gang, og som sæd­vanlig skulde jeg paa Fiskeri. Vej­ret var godt, men alligevel var det, som om jeg følte, at noget vilde ske. Paa Vejen hen til min Mak­ker mødte jeg min Bror, og overfor ham gav jeg Udtryk for denne sæ­re Angst. Han slog det imidlertid hen.

Vejret var jo godt, sagde han og Havet stille. Og saa bøjede jeg mig. Vi fik Krogene i Orden og kom afsted.

Henved 1000 Favne fra Land begyndte vi at sætte Kro­gene ud, men snart efter begyndte smaa Dønninger at melde sig. Vi begyndte at tage Krogene op igen, og alt imens blev Dønningerne større og større. Nogle andre Baa­de gik Nord paa for at lande der, og min Makker vilde have, at vi skulde følge disse. Jeg holdt imid­lertid paa, at vi skulde gaa lige mod Land. Og saadan blev det. Vi ventede paa et gunstigt Øjeblik, men saa skete det, som saa ofte sker herude, at Søerne begyndte at komme fra to Retninger. Mindre Dønninger kom fra Sydvest, større og kraftigere Dønninger fra Nord­vest. Og Strømmen var meget kraf­tig. Det hele saa meget alvorligt ud. Men der var ingen Vej tilbage. Prammen nærmede sig Land, hvor man havde observeret den fareful­de Situation, vi og andre Baade var kommet i, og derfor havde sendt Bud efter Redningsbaaden. Saa kom der pludselig en kraftig Sø fra Nordvest. Prammen fyldte med Vand til Sæderne. Vi begyndte at øse og kom nærmere og nærme­re mod Land, hvor man var parat til at tage imod os ..... "Hvad med de andre Baade?". "Kort efter at vi var kommet i Land, kom der et Budskab om, at to Fiskere fra Stenbjerg var gaaet ned, og et Øjeblik efter kom der Bud om, at endnu to var druknet. Redningsbaaden her fra var paa Vej ud til de Baade, som endnu ik­ke var kommet i Land. Den fik 10 Fiskere fra to Baade bjerget og satte derefter paany Kursen mod Land. Saa ramtes den af to høje Søer. Den første klarede den, men da den næste kom, svigtede Drivankeret. Og saa skete det frygtelige….

Den gamle Havkarl tier en Stund. Som genoplever han øje­blikket for næsten 63 Aar siden, holder han Hænderne op for Ansigtet og siger derefter med graad­kvalt Røst: "... pludselig kæntrer Baaden, Aarerne gik i Vejret, og saa ... og saa .....

Thomas Nielsens Sindsbevægel­se er saa stor, at han paany maa holde inde med sin Beretning.

"Det var et frygteligt Øjeblik. Tænk 22 af vore Folk i det oprør­te Haav med en kæntret Rednings­baad. Min Bror og en anden Fi­sker gik ud i deres lille Pram. De bjergede to Mænd. En større Baad gik ud, og med den kom jeg..

Vi fik bjerget de fleste, men 8 Mand fra Lejet her blev derude den Dag." "Og det fik De Redningsmedal­jen for?"

 

"Vi var 9, der fik Redningsme­daljen. Resten valgte at faa 30 Kr. - det var jo smaat med Penge den Gang,"

"Men det el' vel ikke den eneste Gang, De hal' været med til Red­ningsforsøg?"

"Nej, den 11. Oktober 1921 var jeg med til at redde en Fisker og hans Søn. De var blevet kastet ind mod Molen, Drengen var faldet i Vandet, medens Faderen klamrede sig til selve Molen. Vi fik baade dem og Prammen bjerget velbe­holdne i Land. Og for dette fik jeg 500 Kr."

"Hvad saa med Dannebrogskor­set?" "Det var mellem Jul og Nytaar, nærmere betegnet den 28. Decem­ber 1928. Vi gik nogle Stykker ne­de ved Stranden, og lagde da Mær­ke til, at en Kvinde og to Mænd gik ud ad Molen. Vi fandt det un­derligt og letsindigt, da Havet var i vildt Oprør. De var vel naaet ud til Spidsen af Molen, og skulde paany til at gaa mod Land, da en vældig Bølge kastede dem alle tre i Havet. Vi var tre Mand, der sprang i en lille Jolle og roede ud. Da vi kom ud til Ulykkesstedet, fik vi øje paa en Mand, der laa med udslagne Arme.Men hvordan faa­ ham bjerget? Baaden var lil­le og taalte ikke store Svingninger. Vi fandt i Baadens Bund en Tov­ende, som vi fik kastet ud til ham, og paa den Maade fik vi ham bragt i Land. Mens dette stod paa, saa jeg en Bylt Tøj i Vandet, og jeg var klar over, at det muligvis var den unge Kvinde. Vi tog ud paa­ ny, og fik ogsaa hende bjerget ­men forsent. Hendes Mand saa vi intet til. Han drev i Land sydfor Agger hen paa Foraaret."

Samtalen glider mere og mere over paa Nutiden. "Hvorfor holdt De op med at fi­ske?" spørger jeg. "Jeg faldt med Cyklen og slog Hoften, og saa var jeg jo ogsaa 68." "Men De cykler da fortsat?"

"Ja, og nu er jeg tilmed flot kø­rende, ideten Søn i Amerika har sendt mig en splinterny Cykle med Kilometertæller og det hele, og jeg har i Sommer cyklet 750 km."  "Og Hastigheden?". "Naa, den er ikke saa stor, men ned ad Bakken kan jeg dog nok komme op paa 25 km, saa det er da ganske pænt, synes jeg," slutter Th. Nielsen.

reg. 26.3.1990 på Thisted Arkiv. Scannet af Vangsaa Arkiv marts 2008