Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

A - D

18/354

Brinkmann

’Brinkmann søskende’
16.10.14 Steffen Kjærulff (barnebarn af Wilhelm og Henny Brinkmann), skriver:
Dette foto, der menes taget i Thisted ca. 1905, viser dels 4 søskende fra 3. generation af familien Brinkmann i Thisted, dels lidt af forbindelsen til familien Kabell.  
Personerne på fotoet er (ifølge noterne på bagsiden):
De 4 voksne par fv: Elisabeth (kaldet ’Bessie’, f. Brinkmann) og Peter Kabell, Henny (f. Andersen) og Wilhelm Brinkmann. Johan Georg og Magnella (f. Kabell) Brinkmann, dommer L. Glud og Emilie (f. Brinkmann).
Børn fv: Einar Glud, Wilhelm Brinkmann (søn af Johan Georg), Ella Glud, Nell og Oscar Brinkmann.  
Johan Georg og Emilie (tvillinger, 1870-?), Elisabeth (1871-1955) samt Wilhelm (1879-1968), var alle børn af købmand Joseph Wilhelm Brinkmann (1831-1910) og hans hustru Marie (f. Bertelsen), der fra 1852 bestyrede den store købmandsgård på Store Torv. Johan Georg og hans hustru Magnella ses i folketællingen fra 1921 (opslag 37) at bo på Onsgårdsvej 31 i Hellerup, København, og der nævnes 2 børn, Wilhelm (drengen på fotoet, født 1897) og Karen (f. 1906). Eftersom Karen ikke er med på fotoet, er det nærliggende at datere det til 1905, men nærmere studier bl.a. af de andre børns fødeår, alder osv. kan måske føre til en mere præcis tidsangivelse.
Emilie var gift med dommer L. Glud, der døde 11/6-1929, og deres børn, Einar og Ella, har så været fætter og kusine til min mor og hendes søskende, ligesom Johan Georg og Magnellas børn Wilhelm og Karen.
Michael Vandet fra Lokalhistorisk Arkiv i Thisted oplyser 22.09.14 at stationsforstander Kabell og hustruen Magnella fik 8 levedygtige børn. Blandt sønnerne var Peter Kabell (1873-1963), læge i Glumsø og gift med Elisabeth Brinkmann [kaldet Bessie], mens én af døtrene ved navn Magnella (opkaldt efter sin mor og mormor), levede fra 1876-1962 og var gift med Johan Georg Brinkmann.”
Familierne Brinkmann og Kabell var endvidere via en tredje Kabell-datter, nemlig Elisabeth (kaldet Lis), familiært forbundet med billedhuggeren Anders Bundgaard, med hvem Elisabeth blev gift (det er altså ikke den Elisabeth, som vi ser på fotoet!). Ægteparret omtales som gode bekendte af min morfar W. Brinkmann og hans familie. Johan Georg (der havde været konsul, dog uvist hvor?) og hustruen Magnella (der efter J.G.´s død står opført i Krak som ’enkekonsulinde’) bor desuden i 1924/25 hos Bundgaard-familien på Svanemøllevej 11 i Ryvangskvarteret i København, hvilket jo nok må have den baggrund af hustruerne var søstre.
En film om Brinkmanns købmandsgård på Store Torv ses på www.Thistedmuseum.dk ude til højre, et stykke nede, film nr.3.
Jeg er selv barnebarn af Wilhelm og Henny Brinkmann, gift 2/4 1907 i Thisted Kirke. Parret fik i 1911-12 bygget huset Ryvangs Alle 18 i København, hvor de boede 1912-21. De havde i alt 5 piger, Ingeborg, Elisabeth (Lis – ikke at forveksle med Elisabeth Kabell!), Else, Jessie og min mor Gudrun. Wilhelm var i en årrække fra 1906 medejer af forlaget Brinkmann og Richter, der bl.a. udgav anskuelsesbilleder til brug i skolerne, senere var han grosserer i kul og koks. Han havde i en årrække en ganske stor formue, som familien levede godt af. Men tragedie ramte familien, idet Henny døde pludseligt i 1921. Wilhelm, der nu var alene med 5 små piger, mistede året efter sin formue, muligvis i forbindelse med Landmandsbankens krak. Jeg efterforsker pt. de nærmere omstændigheder.
Jeg søger al slags information om personerne på fotoet, og i særdeleshed om livet i huset på Ryvangs Alle 18, - der i øvrigt blev benyttet i Tv-serien ”Arven efter Veronica” - som advokaten Frederiks arbejdsplads (ses første gang i afsnit 4).
Henvendelse: st.kjaerulff@gmail.com
 
 

Billednr: 66432