Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

A - D

341/354

Brinkmann familiens anden generation - oplysninger søges

2. generation af Brinkmann-familien i Thisted
 

05.06.18 Steffen Kjærulff (barnebarn af Wilhelm og Henny Brinkmann), skriver:
Fotoet her viser de 5 børn af Peter Johan Georg Brinkmann (1799-1865), som var den første Brinkmann på Store Torv i Thisted. Han var født i Westfalen, indvandret til Thisted i 1820´erne, blev først ansat hos købmanden på Store Torv, og siden, da denne døde, gift (1829) med enken, Kirstine (Axeldatter) Haarup (1801-88). De to videreførte med stor succes forretningen, der som manufakturhandel blev én af byens rigeste virksomheder. Såvel i bøger som i Thisted Museums og det lokalhistoriske arkivs materialer er der en del om købmandsgårdens historie, men måske knap så meget om de 5 børn, når vi lige undtager den ældste søn, Joseph Wilhelm, der som sin fars arvtager bliver en særdeles kendt person i Thisted, frem til sin død i 1910.
Personerne på fotoet har jeg identificeret ved hjælp af dels egne fotos, dels en meget udførlig slægtstavle vedrørende Justitsråd og amtsforvalter Jens Bertelsen og hustru Henriette Christiane, f. Mulvad – en oversigt over deres 13 (!) børn og disses efterkommere i 3 led, nedskrevet i 1971 af en Boye Bertelsen. Hvorvidt Bertelsens slægtstavle er korrekt, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men den virker meget grundig.

De 5 Brinkmann-børn hedder ifølge folketællingen:
1. Anna Maria (1830-?), gift Schärr. 2. Joseph Wilhelm (1831 til 14/3-1910), gift m. Marie, født Berthelsen. 3. Agate Elisabeth (11/1-1834 til 2/4-1922), gift med apoteker Henrik T.L. Bertelsen, 4. Sophie Nikkoline (1833-?) og 5. Johann Gottlieb (1836-1917), gift i England med Elizabeth Sarah Mary, f. Currie.

På fotoet er først og fremmest de to sønner let genkendelige. Johann Gotlieb, hvis karakteristiske skæg (med store bakkenbarter) kendes fra flere fotos, står bagved (nr. 2 f.v.), mens hans 5 år ældre storebror Joseph Wilhelm sidder foran i midten med sin forlovede/hustru Marie Sophie Frederikke, født Bertelsen (1838-1889). Kvinden, der står bagest til venstre med hænderne på sin mands skuldre, er Anna Maria, der til efternavn hedder Schärr. Anna Maria var, så vidt vi ved, pianistinde og klaverlærerinde. Om hendes mand ved jeg intet. Så mangler vi de to sidste døtre, Sophie Nikkoline og Agate Elisabeth. Sidstnævnte blev 19/10-1861 gift, og det kan næsten kun være hendes mand, der står bagest til højre, nemlig apoteker Henrik T.L. Bertelsen (1827-1904), der var bror til Marie, Joseph Wilhelms hustru. Altså to søskendepar, der var ’gift med hinanden’. Da apotekeren altså forekommer mig at høre til den stående kvinde, må det så være Sophie Nikkoline, der sidder ned til yderst højre. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl, da jeg ikke har set andre fotos af de to søstre.

Hverken tidspunkt eller anledning er angivet bagpå billedet, så hvad kan vi gætte på? Vi kender jo deres fødselsår, men hvor gamle er disse søskende? Der er 6 års forskel på Anna Maria og Johan Gottlieb, som er den yngste.
For nu at starte et sted, så kunne et indledende teoretisk bud være, at fotoet er taget omkring to forlovelser. De to søskendepar bliver blev nemlig begge forlovede – med en måneds mellemrum – i 1856, hvor Marie var kun 18 år. Hvis dette bud er rigtigt, er Anna Maria altså 26, Johann G. 20, Joseph Wilhelm 25, Sophie N. 23 og Agate 22. Umiddelbart forekommer Marie mig dog at være over 20, så et mere sandsynligt bud er nok ca. 1860.

Apotekerparret blev gift i 1861, mens Joseph Wilhelm og Marie først blev gift i 1867, så det må for deres vedkommende siges at have været en meget lang forlovelse (11 år!). I 1860 har Joseph Wilhelm formentlig allerede overtaget manufakturhandlen efter sin far, mens lillebror Johan Gottlieb, der ikke har set det tilfredsstillende at skulle være ”2. banan”, har søgt egne udfordringer i England, hvortil han allerede udvandrer i 1852, altså kun 16 år gammel (hvis ellers mine kilder er korrekte). Herfra rejser han som handelsmand til Singapore og omegn med sin engelske hustru, og kommer senere som særdeles rig mand hjem igen og slår sig ned i byen Linton nær Cambridge, hvor han bygger en stor villa, der stadig ligger der. En historiker i byen, som jeg har kontakt med, har endda skrivet en artikel om Johan Gottlieb Brinkmann. Hvorfor Johan alligevel er med på dette foto, har jeg ingen anelse om, men måske er han endnu ikke gift i 1860.
Jeg søger al slags information om personerne på fotoet, henvendelse: st.kjaerulff@gmail.com.

 

Billednr: 89144