Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Hurup. Vittrups billeder

22/40

Gunner Pedersen

07-07-2017 V. Nielsen Gærup:

Gunner Pedersen var lærer på Realskolen

 

09-06-2023  Ivar Brændgaard:
Komma-krigen

En hel generation af unge fik forvirret deres danskevner af egenrådige professorer, der som formænd for Dansk Sprognævn fik en platform, hvor de flere gange kunne ændre på kommasætning i det danske sprog, så det blev nærmest håbløst at være dansklærer.

 

”Åh, nej, hvor er vi dog uheldige,” sagde vi til hinanden i 6. klasse på Hurup realskole,” vi skal have verdens kedeligste og mærkeligste lærer til dansk”. Gunner Pedersen, hed han. Han var enlig, oppe i årene, altid klædt i et slidt og snusket jakkesæt. Han levede af gajoler, cecil cigaretter og sort kaffe. ”Gomse” kaldte vi ham, når han ikke hørte det.

I hver eneste dansktime i 6. klasse foregik der det samme. Når vi kom ind i klassen, var tavlen allerede fyldt ud med den første sætning, som vi skulle føre ind i vore kladdehæfter. Her var en hovedsætning med en efterfulgt eller foranstillet bisætning. Efter tur kom vi så op og skulle sætte kryds og bolle og trekant for grundled, udsagnsled og omsagnsled, og vi skulle sætte kommaet rigtigt, sådan som grammatisk komma foreskrev. Lige til og logisk. Indimellem indgik der også ord som ligge/lægge og sidde/sætte, som vi skulle sætte rigtigt ind. Det var kedeligt, men effektivt. Jeg har langt senere fattet, at det var ”Gomse”, som jeg kan takke for, at jeg aldrig har problemer med at formulere mig skriftligt, at jeg altid kan sætte det grammatiske komma korrekt, og at jeg senere kunne øse af det, når jeg skulle lære kasussprog som tysk, latin og russisk. For jeg havde fået terpet den grundlæggende grammatik og sprogfornemmelse ind i et helt år, så den bare sad fast. Desværre nåede jeg ikke at takke ”Gomse” for det. Han var for længst død, da det gik helt op for mig, hvad hans bastante indlæring har betydet for min skriftlige formuleringsevne.

Så heldige var mine børn ikke. Et par indbildske professorer, der blev formænd for det Danske Sprognævn, opnåede at forvirre en hel generation. Vi havde allerede i 1918 fået pausekommaet, men det blev kun brugt af forfattere og andre med stort sprogligt overskud. Så blev det i 1996 nedlagt og afløst af en ny måde at sætte komma på, som det blev vel beskrevet i Kristeligt Dagblad fredag den 2. juni. Grammatisk komma måtte endnu bruges, men var ugleset og skulle udryddes.

Det og måske manglende terpning af dansk grammatik betød, at mine børn, der gik i folkeskole og gymnasium i 90’erne og 00’erne, aldrig fik lært at formulere sig fejlfrit og varieret på dansk. En søn, der var godt fremme i skoene, præsterede i 2. g på gymnasiet at aflevere en dansk stil, hvor han til sidst satte 16 kommaer og bad gymnasielæreren om selv at placere dem, hvor han fandt det rigtigt. Det fik han ikke lige frem ros for. Men helt uden at vide det havde han leveret en desperat protest mod sprognævnsformændene Erik Hansen og Niels Davidsen-Nielsen, der mente og mener, at det er helt i orden at skabe forvirring med det nye komma.

En datter, der læste statskundskab på Aarhus Universitet, kom igennem sit studium uden at kunne sætte kommaerne rigtigt og uden at være skarp i formuleringerne. Det gik fint med de skriftlige opgaver, for universitetslektorerne er vant til at læse opgaver, der har usikker tegnsætning og vaklende formuleringer, når bare meningen er til at forstå. Da min datter fik sit første job efter studiet, sluttede forvirringen brat i hænderne på en dygtig chef med skarpe øjne for det grammatiske komma. ”Far, du aner ikke, hvor mange røde streger, der var sat i mine formuleringer, og hvor mange kommaer, der var rettet i det, som jeg fik tilbage i hovedet.” Først da fik hun lært et korrekt skriftligt dansk med den rigtige grammatiske tegnsætning. Og i dag er hun selv leder og indsætter korrekte kommaer hos sine nyuddannede medarbejdere.  

”Gomse” går i glemmebogen, men burde have fået ridderkorset for at have terpet et ordentligt skriftligt dansk sprog ind i min generation, mens formændene for Dansk Sprognævn Erik Hansen og Niels Davidsen-Nielsen bør klandres for at have forvirret en hel generation af unge og for at have gjort det forbistret svært for den tilsvarende generation af dansklærere at formidle et forståeligt og stringent skriftligt dansk. Nu ender disse professorer som en alt for lang parentes i historien, fordi grammatisk komma med kryds og bolle og komma foran bisætninger vender tilbage som det eneste brugbare og logiske kommasystem. Forvirringsperioden er endelig overstået. Dansk Sprognævn er blevet tvunget af folkelig fornuft.

 

 

Billednr: 80583