Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Hjardemål - kirke

15/30

Kirken

Datering: Juni 2019

Hjardemål kirke 2019. Kirken, der ligger på en lille højning i det flade land og syner vidt omkring, består at romansk kor og skib, sengotisk tårn og våbenhus mod syd fra 1800-tallet. Den romanske bygning, der er opført af granitkvadre på sokkel, har bevaret begge de retkantede døre, syddøren i brug, norddøren som indvendig niche. Korets østvindue, hvis ydre del er forsvundet ved omsætning at muren, står som indvendig niche, mens rundbuevinduet mod nord i koret er velbevaret, kun tilmuret i lysningen. Skibet har bevaret to nordvinduer. Rundt om i murene sidder flere kvadre med stenhuggerfelter, og en profilsten, sikkert fra en anden kirke, måske Tømmerby, sidder i tårnets sydmur. I det indre, der har bjælkelofter, står triumfbuen med sokkel og profilerede kragsten. Det usædvanlig kraftige og høje tårn fra omkring 1500 er rejst af munkesten over en underdel af genanvendte kvadre, men er i det ydre stærkt skalmuret. Tårnrummet, der nu bruges som materialrum, har rundbuet, nu lukket arkade mod skibet. Begge de høje, stejle gavle har tre spidsbuede højblændinger, der trods skalmuring sikkert svarer til de oprindelige. Af et sakristi fra omkring 1650 ses intet spor.

Foto: Vangsaa Arkiv

Billednr: 97756