Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Østerild Personbilleder 2

52/76

Mariane & feriebarnet Mona

Datering: 1986

Østerild 1986. Mariane & feriebarnet Mona, var på besøg da Mariane Kjær blev 102 år.
Billede modtaget af Mona Filbert, Ålborg. Reg. 19.2.2013 på Vangsaa Arkiv.
 
                         Thisted Kommunes ældste borger 1987.
 
Den 13.6.1987 fyldte Mariane Petrea Kjær 103 år, hun blev født på Lynge i Tømmerby sogn. Kort forinden havde den første praktiserende læge Dr. Bjerrum slået sig ned i Tømmerby. I 1897 flyttede familien til gården "Blousgård" i Hjardemål Klit. Mariane gik til konfirmationsforberedelse i Hjardemål i ordets bogstavelig forstand - en spadseretur på 12 km, frem og tilbage - var ikke at regne for noget. Mariane blev gift på hendes 21 års fødselsdag med Christian Nielsen Kjær, også kaldet Kræn Nielsen. Omkring 1910 flyttede parret til Harboslette hvor de boede i et par år. I 1912 overtog de ejendommen i Østerild Kær; hvor de kom til at udføre deres livs største job. Med et slid som i dag er svært at forstå; opdyrkede de med håndkraft heden og gjorde den til frugtbar agerjord. I 1922 kom det sidste barn til, så flokken nu talte seks. Efterhånden holdt mekaniseringen sit indtog, slåmaskinen afløste leen, tærskeværk og hestegang afløste plejere. Senere blev tærskeværket drevet af en petroleumsmotor, en radio med tragthøjtaler og batteri bragte nyheder fra hele verden til gården i Østerild. I 1947 afstod Mariane & Kræn Nielsen gården til deres yngste søn Ludvig og flyttede selv til et lille husmandssted i Østerild By. Kræn Nielsen døde i 1951. Mariane blev boende og drev ejendommen videre  indtil hun 80 år gammel solgte jorden, Mariane flyttede ind på plejehjemmet "Solhjem" i dec 1964. I sin tilværelse har hun oplevet ting, som kun de færeste bliver beskåret. Hun har set Thisted-Fjerritslev jernbane blive åbnet i 1904 og lukket igen i 1969. Hun har set de første biler på egnens veje og set 1. verdenskrigs luftskibe. Mariane deltager i Solhjems aktivieter trods den høje alder, hun beskæftiger sig meget med stoftryk i terapien. Fødselsdagen startede med morgensang, og der blev budt på vin og kransekage, som familien havde sørget for. Tinne, som Mariane i mange år har været tilknytteet havde lavet æresport ved døren og Ellen havde lavet dørdekoration. Lærer Nielsen tog billeder til det Historiskearkiv. Om eftermiddagen var beboer og familien samlet; ialt 40, hvor der blev severet chokolade, boller, kaffe, rabarberkage og småkager. Som aftalt skulle en repræsentant fra Thisted Kommune komme om eftermiddagen, men ringede afbud over middag p.gr.a. af møde. Ved kaffebordet blev der sunget en del sange bl.a. Grundtvigs: "Et jævnt og muntert virksom liv på jord"., som kan sammenlignes med Marianes liv. Festen sluttede med salmen :"Altid fredig når du går".

Billednr: 58525