Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Snedsted - Kirke

17/71

Orgel

Datering: 2011

Orgler- Oprindelig har salmesangen ved gudstjenester i landsbykirkerne været ledet af degnene. Selv om der havde eksisteret orgler siden oldtiden, så var det kun i de større købstadskirker, der fandtes orgler før 1800 tallet, således fik Thisted kirke sit første orgel i 1616, men der skulle i almindelighed gå meget længere tid, inden landsbykirkerne fik deres orgler. For Snedsteds vedkommende var anledningen ikke i første omgang for at styrke kirkesangen, men derimod et led i uddannelsen af lærere fra Snedsted Seminarium. Da seminariet i 1830‘erne fik en lærer ved navn Tvilstedgaard, som rent faktisk var i stand til at undervise i orgelspil, ansøgte pastor G. P. Brammer, der både var sognepræst for Snedsted og Nørhå menigheder samt forstander for seminariet, Det danske Cancelli i København om en bevilling til at anskaffe et physharmonica, hvilket vil sige en art harmonium eller stueorgel til dette formål. Et sådant instrument var første gang blevet omtalt i 1810, og havde siden vundet en del udbredelse både i private hjem og som erstatning for et orgel i mindre kirker. Det var så meningen, at instrumentet skulle opstilles i kirken, dels fordi der ikke var plads til det i seminariets bygninger, dels for at eleverne kunne vænne sig til at lede kirkesangen, men for at få lov til at opstille orglet i kirken, skulle man først indhente tilladelse hertil hos kirkens ejer, som på det tidspunkt var enken efter kammerråd Mogens Nyeborg til Nørhågård og Christianslyst i Thisted. Da denne tilladelse var opnået, blev instrumentet indkøbt hos Lohses musikforlag i København og sendt pr skib til Thisted og derfra fragtet til Snedsted. - Dette instrument blev opsat i kirken i 1840, men det varede ikke længe, før behovet for et bedre instrument meldte sig. Allerede i oktober 1841 havde seminariet inspektion af professor Rudolf Bay, der var en kendt komponist (bl. a. til »Vift stolt på Codans Bølge«) samtidig med, at han var kordegn ved Holmens Kirke i København og blandt de første, der øvede en betydelig indsats for at forbedre kirkesangen i Danmark.
reg. 11.11.2011 på Vangsaa Arkiv.

Foto: Vangsaa Arkiv

Billednr: 44038