Stenbjerg andelsmølle og bageri. Ca. 1900.

Møllen i havsognet.

Den der i dag kører til Stenbjerg gennem den dejlige klitplantage, der er blevet en pryd for egnen, aner ikke at der et stenkast sydøst fra kroen, har stået en af de største og smukkeste vindmøller Thyland har haft. Det var en af de hollandske møller, der ragede så højt op, at jeg har hørt fortalt at fiskerne brugte den til Sædding, når de var på havet.

Man vil måske mene at det var et mærkeligt sted at opføre en mølle, men en kendsgerning er det, at netop til denne mølle, blev der kørt i tusindvis af tønder korn igennem årene, dels fra oplandet Nørhå, Istrup og andre steder fra. Tungt læssede vogne kørte op til møllen og staldede ind i den nærliggende kro - og havde man ingen heste, da skete det også at man i de tider var mand for at bære en tønde korn gennem klitterne til Stenbjerg mølle. Var det småt med korn til kværnen, behøvede vingerne ikke af den grund at hvile. De mange sejlskibe der forliste på kysten, og af hvis tømmer flertallet af huse og gårde var opført i miles omkreds, var et godt supplement til møllens drift og økonomi. Stenbjerg mølle stod til ind i 1900-tallet, og blev da nedbrudt og solgt på forstrandsauktion.

Møllens sidste ejere var Niels Taabel, der var tilflyttet fra Hanstholm. Sammen med mølleriet drev han en lille god ejendom, der lå i den nordlige del af byen, hvis tidligere ejer hed Per Østergaard også en tilflytter. Jeg mindes endnu det gamle sted, de havde en af fiskerlejets få "kalgor'er", med hyld, der duftede dejligt, og det giver mig endnu associationer , når hylden blomstrer. Mølleren Niels Taabel, og hans lille trivelige kone, Dorthe, var vi børn glade for. Der ventede ofte en godbid, når vi hentede mælk i møllen.  

Jeg har dog engang oplevet, at se den ellers så rolige møller for alvor blive vred. Han kom agende sindigt og støt "po æ vas" hjemad med den gule velnærede russer for vognen. Selv lå han magelig tilbagelænet oven på et lag grønt. Syd fra kom en i de tider ret så sjældne motorcyklister. Den gule blev bange og rejste sig på bagbenene - hvad mølleren også gjorde, og i det motorcyklens fører ikke havde til sinds at standse op, som skik var, så hævede mølleren pisken, der hvinede i et velment drag over den for vorpne synders ryg. Det skete i mortorismens barndom, da et hestekøretøj havde retten på sin side. Da imidlertid gårdene i oplandet selv fik husmøller mistede den gamle mølle ved havet sin betydning.  

 Foto og oplysninger fra Minna Drechsler og Jesper Bak Andersen.