”Snorren” og ”fastelavnsbåden”. Vi kommer her tæt på ”Snorrens” to huse. Det lille hus på hjørnet fra 1814 blev i 1885 ombygget til et 2-etagers. Det er med afbrækket hjørne, der fortsætter helt op i tegltaget, og muren er udsmykket med tre bånd. Huset til højre fra 1848 er lidt lavere (det er den mindre loftshøjde, der slår igennem) og har en glat mur med enklere bånd, derimod en beskeden tandsnitsfrise i gesimsen, ganske som vi så ovre i Christen Jacobsens gård.

I forgrunden stjæles billedet af ”fastelavnsbåden”, en skik, der 1846 indførtes i byen. Nærmeste forbilleder kan have været Nibe, Randers eller Århus. På Fyen kendes traditionen længere tilbage og oprindelig er den vel af udenlandsk herkomst. Formålet var i ældre tid nærmest tiggeri (og en del af den indsamlede spiritus blev indtaget på turen), men senere at skaffe hjælp til gamle søfolk og deres enker. Skikken uddøde her efter besættelsen, dels vel fordi antallet af søfolk i byens indskrænkedes stærkt og dels fordi formålet med den noget nærgående bøsseraslen tilfredsstilledes af sociallovgivningen. Båden arrangeredes af Sømandsforeningen og kom rundt i de vigtigste gader (hvor byens rige boede). Den lededes af en admiral (oftest havnefogden), men der var også kaptajn, rorgænger, lodhiver (der på hele turen havde frisprog overfor alle), musikere og mange andre med - og de menige matroser var klædt i hvide skjorter med matroskrave, røde skærf og mørke bukser - en påklædning, der ellers kun kendes fra flådens chaluproere. Båden kaldes da også tit for en ”slup”. Festligt, men dødsens anstrengende har det været i den måske anstrengende kulde. På grund af alder, snaps eller rom sank en eller to gerne ned i bunden af båden, blev dækker med et tæppe og kørte således sovende ruten til ende. Mellem 1890 og 1925 synes båden kun at være ude 8 gange og billedet forestiller måske båden i 1918.