Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Bedsted, Thy Højspændingsværk.

13/69

Graderværk

Datering: ca. 1940

Graderværk (Køleanlæg til de store diselmaskiner). 
28-01-2009 P. M. Kjær:
Graderværket var diselmaskinernes udendørs køler. Det fungerede ved, at maskinernes varme kølevand blev pumpet op i toppen af tårnet, hvorefter det i dets frie fald mod bunden af tårnet, blev mødt af en skråtstillet trækonstruktion som fremtvang en større vandoverflade og derved gav en større køleflade. Kølesystemet var et lukket kredsløb, nøjagtig som det der benyttes i biler.
De mængder varmt vand som maskinernes drift forårsagede blev efterhånden for meget, så meget at der blev udarbejdet et projekt som skulle forsyne Bedsted med fjernvarme, men projektet blev aldrig realiseret. Der findes oplysninger om denne periode i arkiverne.
Alle lejligheder og kontorer var opvarmet med varme fra kakkelovne. På et tidspunkt etableredes der centralvarme her forsynet med varmt vand fra maskinerne. Det fortaltes, at fik man det for varmt i lejlighede, så skruede man ikke ned for varmen, man åbnede i stedet for et vindue!
Selv Højspændingsværkets garageanlæg var opvarmet med vand fra maskinerne. En af Værkets driftsledere, Jensen, var havemand. Hans have lå tæt på garageanlægget, så da man lavede centralvarmen her, førte man en rørspiral rundt i Jensens have, ikke for at gøre Jensen glad men for at komme af med varmen. Man kan sikkert gå ud fra at Jensen, blev glad, han høstede altid godt og tidligt.
Tårnet var udelukkende bygget af træ. Efter at dets funktion stoppede forfaldt det. Under en storm først i 70erne tog det alvorligt skade hvorefter man vedtog at det skulle fjernes.
En af Højspændingsværkets tidligere medarbejdere holdleder, Holger Pedersen, Hassing, gav selskabet et bud på at fjerne tårnet og dets fundament. Holger fik jobbet hvorefter han i fritiden, sammen med en bror, fjernede tårnet.
I selslabets arkiv fandtes der i 2001 en arbejdstegning over køletårnet, som antageligt er bygget af en lokal tømrermester.

Billednr: 18282