Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Bedsted, Et sølvbryllup anno 1961

1/33

Alma & Carls Troelsgaards Sølvbryllup

Alma & Carl Troelsgaards sølvbryllup den, 8. november 1961. Festen blev afholdt i Arbejdsmændenes hus i Bedsted. Huset var en træbarak, som den tyske besættelsesmagt havde brugt i Aalborg og blev efter 2. verdenskrig købt af DASF, Dansk Arbejdsmands og Specielarbejder Forbund, for ca. 4000 kr. Huset blev sat på en sokkel, der var støbt til huset på Foldagervej 1. Arbejdsmændenes hus fungerede som afdelingskontor for Bedsted afdelingen. Kontorbestyreren skulle kontrollere de arbejdsløse medlemmer hver dag. Kontoret var også en slags arbejdsformidling, da arbejdsgivere, der manglede arbejdskraft, kunne rette henvendelse til kontoret. I huset var der også køkkenfaciliteter og festsal, hvor foreningens arrangementer, bl.a. de årlige juletræsfester, blev afholdt. Medlemmer og andre kunne leje festlokalerne, som det var tilfældet ved Alma & Carl Troelsgaards sølvbryllup den 8. november 1961. Der er gennem årene blevet afholdt mange fester i huset. 
DASFs afdelinger i Sydthy blev samlet til en afd. SID i Hurup omkring 1970. Herefter fungerede huset som filial for Hurup afd. bl.a. til kontrol af de arbejdsløse medlemmer. Huset blev sat til salg først i 1980'erne.
Der var ildsjæle, der forsøgte at samle en skare af Bedsted borgere for at købe huset og anvende det til beboerhus, men tilslutningen manglede. Huset blev købt af Bedsted kro, der forsøgte at udleje huset som ungdomsboliger. Derefter købte købmanden huset, der lå som naboejendom, til lager. Huset er nu fjernet i forbindelse med udbygningen af Spar i Bedsted 2008-09. Bedsted Idrætsforening købte også en barak, der blev brugt til indendørsaktiviteter. "Idrætshuset" lå for enden af Østermarksvej på den gamle idrætsplads. Idrætspladsen blev senere købt af købmand Erik Linnet, der byggede kornmagasiner på pladsen (Thy Korn).

Billednr: 31423