Lokalhistoriske billeder fra Thisted Kommune

Thisted havnen

746/847

Havnefronten ved Toldboden

Havnefronten fra Toldboden og mod Øst. Toldboden er som et lokomotiv for de tre ældre huse. Ældst er det midterste (nr. 20) fra begyndelsen af 1840’erne, så kommer borgerskolens pigeafdeling (nr. 18) 1848 og det højeste (høj kælder!) fra 1853 (nr. 22). På et kort ses alle husene at være kileformede, de bogstaveligt maser sig frem mod havnen, men i facaden er de saglige og beskedne. Nr. 22 og nr. 20 har begge noget med handel, skibsrederi og gæstgiveri at gøre (se afsnittet s. 77) og i gården bag nr 20 lå et højt pakhus, efter tur benyttet af en lang række købmænd. Men det var også her pastor Sonne i vinteren 1865-66 holdt foredrag, der bl.a. præsenterede brugsforeningsideen i Thisted. Skolen fungerede til 1883 (da hele borgerskolen jo flyttede vestpå), også her kom der en tid gæstgiveri, nemlig '"Havne-cafeen Morsø" 1904.
Omkring 1900 var det købmand P.K. Taabbel, der udøvede en række aktiviteter i nr. 20 og det blev ham der rev det gamle hus ned 1917 og lod det erstatte med det nuværende. At det blev så højt at det næsten knuste balancen i den indre havn, bærer Taabbel selvfølgelig ansvaret for. Men det var den nyetablerede arkitekt Jens Foged, der sørgede for gennemarbejdet kvalitet og formentlig valgte et stænk af en af tidens modestilarter, nybarok (o. 1910)

Billednr: 618